5 meter stør på 4 timer!

5 meter stør på 4 timer!

I lørdags (25/1-2020) var jeg en tur i Grindsted om formiddagen, og skulle til fødselsdag om aftenen. Da der var nogle timer til hjemturen, havde jeg pakket lidt størgrej i bilen, for at tage til Donslund Mølle P&T, som har en fin størsø.

Jeg ville egentlig fiske med 2 stænger til 250.- for de 4 timer, men da en ekstra stang, kun kostede 50.- fik jeg lyst til at eksperimentere lidt med en anden duft på agnene, samt at fiske stør på multihjul.

Endnu en stør på rogndyppet ørredfilet

Jeg medbragte 2 stk. JRC karpestænger med Penns Affinity 8000 hjul med baitrunner og 0,43 hovedline. Det tredje sæt var en 11,4 fods, kraftig Svartzonker multistang med et Revo Beast multihjul med 0,20 fireline påspolet, og 0,43 monofil slagline inden forfanget. Desuden en rodpod til 3 stænger, bidmeldere og afkrogningsmåtte, samt 50 tommer fangstnet, kamera på stativ med selvudløser mm…

Klar til kamp – Stængerne står klar i holderne og bidmelderne er tændt. Bemærk swingerne, der gør, at man også registrerer drop-back (Hvis fisken går mod fiskeren).

Forfangene bestod af et gennemløbsbly på 60 gram, monteret på en lead-clip, så det kunne glide uhindret på linen ved hug. Herefter selve forfanget, der bestod af en god svirvel, dernæst 30 cm. 0,60 fluocarbon, samt en str. 2 enkeltkrog uden modhager. (Se billed med eksempel). Som agn, brugte jeg små ørredfileter med skind, fra et par ørreder, som jeg havde fanget i søen ved siden af, året før. Fileterne er ca. på størrelse med en stor pegefinger – ikke mere. Det gør, at både små og store stør kan tage agnen, og de store vil gerne tage de små agn. Det beviser en tur fra i sommers, hvor jeg med en god kammerat, fangede 3 fisk over 35 kilo på få timer. (Se mere om den dag HER)

Forfanget og rogndip.

De to første agn på karpestængerne, blev agnet op, og kastet ud i søen, og multistangen, blev ligeledes kastet ud, med den forskel, at jeg dyppede ørredstykket i GULP rogndip først… Egentlig en dip lavet til ørrederne, men da rogn er meget effektiv til mange fisk, skulle det prøves…. Og det virkede!!

Efter kort tid, var der nap! og igen nap… Fiskene huggede meget forsigtigt, så det var med at få stangen i hånden ved det mindste nap,og give tilslag ved det mindste træk i linen.

Tip:

Selv de helt store stør, kan hugge utroligt forsigtigt, så det giver langt flere fisk, hvis du koncentrerer dit blik på stangspidserne, og vinkler linen lidt i forhold til stangspidsen. Ved de mindste bevægelser i stangspidsen (Ofte inden bidmelderen giver lyd..) tages stangen op, og baitrunneren kobles fra, og klemmen fjernes. Herefter holdes stangen i hånden med stram line ud mod agnen, og ved det mindste træk i linen (eks. 10 cm. træk i stangspidsen) gives tilslag.

Første fisk jeg fik,m var på den rogndyppede ørredfilet. En smuk diamantstør på godt 130 cm, som gav en genial fight på multihjulet. Multihjulet fungerer i øvrigt meget fint til dette fiskeri, da overløbsbremsens mekaniske bremse, stilles, så swingeren kan blive stabilt på linen, men støren stadig kan trække line af ved hug – præcist, som på baitrunnerhjulenes baitrunnerfunktioner…

Godt 130 cm. stør på ørredfilet dyppet i rogndip.

Jeg kom rogndip på agnen igen og kastede ud, og d ader var gået en times tid, kom jeg også rogndip på en mere af agnene, og så var den gal igen! En 143 cm´s stør bragede af sted med flere spring og vilde udløb i det januarkolde vand. Feeedt!

Noget tydede på, at dippen virkede, for da de 4 timer var gået, var de 4 fisk jeg havde fået, alle taget på ørredfilet med rogndip.. På den rene ørredfilet havde der også været et par nap, men de var for forsigtige til at jeg nåede at reagere. Tipset er hermed videregivet!

Størfiskeriet er ganske simpelt, men husk kraftigt grej, og læs reglerne, der kan variere meget fra vand til vand. Husk desuden afkrogningsmåtte, stort landingsnet eller slynge, og tage IKKE alene ud, hvis du ikke er meget erfaren med de store fisk. Både for din egen og fiskens skyld!

Prøv en størtur i den grønne vinter – det giver varmen!!!

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen