Fishingforlife.dk

Fishingforlife.dk

I fredags var jeg på en lille eftermidddagstur med David Lind Nordby, som er stifter af den velgørende forening, Fishingforlife.dk

David til højre,og mig.

Jeg havde mailet og snakket med David tidligere, og var spændt på at møde ildsjælen bag de mange arrangementer og det store arbejde, der ligger bag de tidligere og kommende arrangementer, hvor al overskud, går direkte til kræftens bekæmpelse. David arbejder fuldstændigt frivilligt, og det var stort, at høre ham fortælle hans historie om, hvordan det hele blev til virkelighed. Der bliver lagt enormt mange timer i det!

David fisker koncentreret efter storgedden…

Udover den korte eftermiddagstur til Vildsøen, ved fiskesøerne i Borris efter gedder, har jeg også besluttet mig at donere et gavekort på 4000.- til en hel dags guidet tur med undertegnede, via mit nye fritidsfirma, frankfisker.dk Gavekortet kommer på auktion i forbindelse med et stort fiskearrangement ved Nebel sø den 24 oktober i år, hvor der bliver masser af fede oplevelser, stor auktion, helstegt pattegris og selvfølgelig fiskeri, hvor jeg regner med at vi også får lavet et program til tv-serien Fangstgaranti.

Vi mødtes ved 16-tiden, og fik hurtigt lagt et par fiskestykker ud på bunden til en af de mange gedder i søen, men vi havde dog ikke de store forhåbninger i det lummervarme sommervand. Herefter startede vi grillen op, og lavede nogle lækre chili-ostefrankfurtere med brød, som vi nød, mens vi kunne høre regnen i trætoppene. Regnen skulle senere blive en del kraftigere..

Hygge med grillede frankfurtere.

Der gik dog ikke længe, før det bippede fra en af vores bidmeldere. Ikke sådan et rigtigt run, men mere lidt pillerier og frem og tilbagebevægelser… Underligt.. Vi prøvede at give tilslag, men intet skete.. Et par tilslag senere, kom et totalt sammenfiltret geddeforfang ind..

Ålen har været på spil…

Ål….?

Mon det kunne være ål? Jeg riggede lige hurtigt en enkelt stang op med 0.60 forfang og en enkeltkrog str. 4, og satte et lille ørredstykke på. Efter bare 10 minutter, kom der igen pillerier – og så sad den der! En masse arrige rusk, forplantede sig i stangen, og man kunne tydeligt mærke ålens klassiske rusken, når den slog bak, med den stærke hale! Ind kom en rigtig fin ål på 72 cm. og 740 gram – sikke en overraskelse.

Ålen er landet!
740 grams ål på ørredstykke! Tipset er hermed videregivet!!

Derefter kom regnen i noget større tempo, så vi gik ind i bilen og havde JRC-bilmelderens modtager med, så vi kunne høre, om der kom flere hug. Det gjorde der desværre ikke, men det blev til mere hyggelig snak med David, og hans makker, der også hed David. Jeg glæder mig SÅ meget til 24/10 til den store dag.

Se mere på hans side: fishingforlife.dk

Husk at der skal købes fiskekort nede ved betalingsstedet ved ørredsøerne, før du må fiske i vildsøen.

Knæk og bræk!

Frank Sjøgreen