2 guidede ture med fangstgaranti!
Der er BID!
Den 10 og 11 oktober i år, havde jeg mine første 2 guidede ture med mit lille nye firma, Frankfisker.
Lørdag havde jeg fornøjelsen, at skulle guide Lærke og hendes mand, Jesper. Lærke havde givet hendes mand en halvdags tur i fødselsdagsgave, og vi besluttede, at tage i en ørredsø, da de gerne ville have lidt tips til, hvordan man kom lettere til de til tider svære ørreder. Jeg bookede kort til Loch Nees P&T, da de også har mulighed for størfiskeri, og foreslog derfor, at vi også kunne prøve størfiskeriet, hvis der blev tid til det – og hvis de havde lyst – og det havde de!
Vejret var blandet med sol og byger, hvor søndagen var mere solrig med svagere vinde og mere varme.
Vi startede kl.9 i ørredsøen med 3 timers fiskeri, hvor vi bl.a. fiskede med småblink og eksperimenterede med farverne. Gul/pink blev dagens hit, da Lærke efter bare få minutters fiskeri med langsom indspinning, fangede en mega smuk kildeørred, der gav en skøn fight. Fiskeriet var dog svært, men med flydende bombarda og regnorm, lykkedes det for Jesper at lokke endnu en fisk op af dybet, trods at der nærmest ikke var andre ved søen, der fangede fisk – selvom der var masser af fisk i søen. Derefter fiskede Lærke og Jesper videre, mens jeg riggede op til størfiskeri ovre i specimensøen, hvor der er helt andre regler, 100% Catch & release. Jeg havde fået lov til at skifte mellem søerne denne dag, og det var en god beslutning! Vi fiskede med små fingerlange stykker af ørred fra ørredsøen, dyppet i min hemmelige dip, og der gik ikke længe før der var bid! Faktisk allerede inden stang nr. 2 var i vandet!!! Trods størenes størrelse, var der dog ikke kun reelle hug, men også flere pillerier, men vi vidste, at det var store fisk, der var på spil, så vi trak tæt på stængerne, så der kunne gives modhug med det samme, der var hug – og det virkede! Ikke mindre end 3 store stør op til godt 15 kilo kom på land på bare godt 2 timer, og Jesper og Lærke, fightede og håndterede fiskene til UG, selvfølgelig under kyndig vejledning. Det var en ordentlig en på opleveren til dem!
Efter 6 timers fisketur, gik vi op og rensede de fangede ørreder, som havde lagt på køl under størfiskeriet, og takkede af for denne gang. Jeg havde en skøn dag, og fik også den samme melding fra de to skønne mennesker.
Søndag gik det løs igen! Den nykonfirmerede Tobias, havde fået nogle timers fiskeri med mig i gave, og han tog også nogle af hans familiemedlemmer med, som fiskede i andre dele af søen. Vi startede med at købe fiskekort, og gik derefter til skovsøen, som bugnede med ørreder. Som dagen før, var de desværre ikke i hugget, men vi fik prøvet en masse metoder af, og Tobias fik sat farten på de små blink meget ned, hvilket faktisk betød, at det lykkedes ham at fange en super smuk ørred inden vi rykkede over til Loch Nees søernes specimenvand, hvor vi havde 2 timers fiskeri tilbage. Mon det var nok….
HUUUUG!
Utroligt nok, var fiskene i ligeså godt bidehumør, som dagen før, og der gik ikke længe før en grov fisk, trak bidmelderen i et skrig! Et solidt tilslag, blev vekslet til massiv modstand ude i dybet, og stangen blev rakt til Tobias, hvis personlige rekord før var på 3,3 kilo. Fisken fightede suverænt, og Tobias fik godt ømme arne inden støren kom ind til det 50 tommer store fangstnet og kom på vejemåtten. Ikke mindre end 3 fisk fik Tobias hevet i land på bare 2 timer, og jeg tror der går et stykke tid før han pålever så vildt et fiskeri igen! Nogle af dem han havde med, ville i alle tilfælde overveje at spare sammen til en forårstur efter de vilde stør med mig til næste år!
Jeg har naturligvis fået tilladelse fra de glade deltagere, til at dele deres billeder med jer – og herfra skal lyde en stor tak til Jesper, Lærke og Tobias for et par gode ture – godt gået alle 3!
Ønsker i at booke en tur, så send en mail til mig på www.frankfisker.dk
Knæk og bræk!
Frank Sjøgreen