På fisketur med geddefiskerne!

På fisketur med geddefiskerne!

november 27, 2019 0 Af frank.fisker@hotmail.com

Jeg blev i sommers spurgt af Dan Loft fra FB-gruppen, Geddefiskerne, om jeg kunne lokkes på en geddetur efter større gedder og metoder mm. med dem – og selvfølgelig kunne jeg det! Vi satte datoen til 23 november. I kan se deres side HER.

Målet var en metergedde eller to, og derfor valgte jeg bevidst et par vande ud, hvor der var overvægt af store gedder. Første sø var Vildsøen i Borris, der ligger lige ovenfor et par fine ørredsøer. Vandet er, som ørredsøen, et betalingsvand, og der er en rigtig fin bestand af grove gedder deri.

Vi ankom ved 8-tiden om morgenen, og der var allerede et par juniorfiskere ved at rigge til, så vi blev ikke alene ved søen den dag – og slet ikke senere, skulle det vise sig.. At gedderne også var svære denne dag var en anden sag.

Vi ville fiske med død agn på bunden, da jeg hat erfaring for, at det sorterer de fleste små gedder fra. Store gedder er meget dovent anlagt, og tager gerne nemmest muligt bytte – såsom døde og syge fisk. Agnen placeres på bunden med et geddeforfang med dobbelt krogsæt og ellers intet andet. Ingen kastevægt andet end agnen. Stængerne blev efter udkast, placeret i bidmeldere, så vi hurtigt kunne reagere med tilslag ved hug.

87 cm. gedde fra vildsøen i Borris.

Efter vi havde hygget med et par rundstykker, samt en lille morgendram, kom der flere biler til søen, og en flok på 6-7 juniorer mere, strømmede ud omkring den ikke voldsomt store sø, så vi måtte lige indskrænke os lidt – men det var dog slet ikke et problem. Så kunne vi jo også se, om de fangede noget. (Det gjorde de desværre ikke, selvom der er masser af fisk i søen – de ville bare ikke lege med denne dag).

Varm mad skal der til – så der blev grillet lidt på turen 🙂

BID!

Der gik nogen tid inden første hug, men pludselig bippede den ene bidmelder,mog det var min stang! Efter kort ventetid, kunne jeg kroge og lande en 87 cm. flot og velfightende gedde på 87 cm. Fantastisk! Så var vi i gang!

Herefter grillede jeg lidt frankfurtere på min grill, og vi huggede videre, til næste hug, der kom en times tid senere. Denne gang blev Torsten Loft spændt godt for med en superflot gedde på hele 96 cm! Igen en meget velfightende fisk, der havde taget et ørredstykke på bunden.

Torsten Loft er GLAD! 96 cm gedde er landet!

Efter 5 timers fiskeri, pakkede vi bilerne, og brugte de sidste lyse timer til at kigge nye vande ud, og snakke om fiskesteder. Alt i alt en rigtig hyggelig dag, og bestemt ikke sidste tur! Ønsker du at booke en tur, så se mere på linket HER.