
Succes i ørredsøen!
Nogle dage er bare bedre end andre… Og så er der de dage, hvor man mare rammer den helt rigtige agn!

Stedet var Tusågård P&T iMidtjylland. Datoen er fredag 27/3-2020 og solen banker løs fra en skyfri himmel – endda næsten uden blæst… Jeg måtte bare af sted efter arbejde, og tog kun en enkelt UL-stang med, samt en kasse microblink.
Vel ankommet til søen først på eftermiddagen, købte jeg et 4-timers kort, og kunne se, at det kunne blive svært. Der vare ikke mange, der havde fanget noget, og der var ingen fisk, der viste sig i overfladen..
Jeg vidste dog, at ejeren, Søren, havde sat mange fisk ud i de seneste dage, så det skulle prøves – og selvfølgelig med god afstand til medfiskerne i disse Corona-tider. Vandet var rineligt klart og koldt, så jeg satte et 2,5 grams microblink på i gul/pink, da skrappe farver plejer at virke godt i dybt, koldt vand. Enkeltkrogen var skiftet ud med en str. 12 sylespids trekrog, da min erfaring er, at de kroger bedre, når fiskene er forsigtige.

I stedet for ar gå en tur om søen, som jeg plejer, begyndte jeg mit fiskeri hvor der var god plads, og ufatteligt nok, havde jeg et forsigtigt hug allerede i første kast… Den ville dog ikke lege mere, så jeg gik videre rundt om søen, og fiskede dybere og dybere, og langsommere og langsommere. Jeg lod blinket synke helt til bunden, hvorefter jeg spandt langsomt ind med enkelte spin-stop for at holde mig meget tæt ved bunden, og det virkede! Lige inden jeg havde blinket inde ved skrænten ved land, kom hugget, som et hammerslag i den lette Victis stang. Klingen fleksede helt i bund, og det lille Elitemax hjul, gav hals, mens 0,10 mm. fletlinen blev trukket af spolen. (Jeg har altid et forfang på en meter 0,20-0,25 mm. klar nylonline eller fluocaron på, som enden af linen, da jeg fanget flere fisk, end hvis blinket var bundet direkte i fletlinen. Den klare line bindes i fletlinen med en lille svirvel, og for enden af linen, monterer jeg en lille hægte, så jeg let kan skifte blink – og det giver samtidigt de små blink en mere livlig gang, da det kan “danse” i den frigang, der er i hægten.) Kort efter kunne jeg nette en lækker regnbue på godt halvmeteren. Fedt!

Der gik ikke et kvarter mere, før næste fisk bed på, og jeg kunne godt mærke, at jeg vist havde fundet den helt rigtige agn i dag. Nogle dage er det bare en bestemt farve eller størrelse, der virker, så det er en god ide, at prøve sig frem, til fiskene bider…
Jeg gik derefter et smut i Tuså, som er den kunstige å, der er på stedet, og i første sving, passede vinden bare perfekt. Jeg lagde kast efter kast op til en stor sten midt i strømmen, og lod det synke helt til bunden – og HVER gang kom en fisk efter blinket, som en raket! Hele 4 fisk i træk fik jeg på bare 10 minutter!!! Det her var totalt vildt!

Der kom en anden fisker til åen, og jeg gik videre, så han også kunne få plads – og i næste sving gentog det hele sig igen… Alt føltes bare rigtigt, og gang på gang, hamrede fiskene på! jeg sagde til min medfisker på den anden bred, at jeg ville råde ham til pink/gul farve og at fiske dybt. Det gjorde han (Han hed i øvrigt Stefan Olsen, og han fangede en fisk i andet kast med en pink-gul gennemløber… En smuk kildeørred! Så bliver det ikke meget bedre!)

Efter det vilde fiskeri, gik jeg tilbage mod bilen, med 7 fisk i gællegreb – det skabte lidt nysgerrige blikke! Og tro mig – det er ikke en fangst jeg gør hver gang. denne gang ramte jeg bare helt plet!

Jeg forærede et par fisk til nogle rare medfiskere, og rensede resten, til en senere lækker spise hjemme i køkkenet eller fra rygeovnen.
Knæk og bræk!
Frank Sjøgreen
Her i lørdags var konen og jeg ved Volstrup Fiskepark, i Vesthimmerland. Her gjorde det samme sig gældende – 3 fisk på 30 min., alle taget på lyserød power bait, eller lyserød/gul gennemløber. Lyserød må siges, at være årstidens farve. Vi rådede også en ung fisker til det lyserøde og han så ud til, at have heldet med sig
Hej Sebastian.
Mange tak for tilbagemeldingen, og sjovt at høre, at det ikke var det eneste vand, hvor lyserød var vejen frem. Det er bare en god forårsfarve 🙂 Hav en fantastisk påske og pas på jer selv og hinanden.
Hej Frank
Mig, min ven og min far skal ud og fiske i højrupgaard pot and take imorgen, hvor der er en fluestrøm på 450 meter. Jeg tænker primært vi skal fiske flue men måske en time med normal spinnestang.
Har du nogle fifs til imorgen jeg kan bruge meget gerne både flue og spinnestang tips. Og gode videoer i og du laver på fangst garanti og på Angeling Denmark
Hej Benjamin. Beklager det sene svar. Skriv til mig på FB/messenger en anden gang, da jeg tjekker den oftere. Da i allerede har været ude, håber jeg at i fangede noget. Ellers vender du bare tilbage, hvis du vil have tips en anden gang.