Stormakrel med bonusfisk!
Fredag 23/8-19 var jeg på tur med TV Programmet Fangstgaranti og Team Stabicraft med Morten Østergaard ved roret.
Vi skulle egentlig have deltaget i Thorsminde havfiskecup, men da denne tur blev aflyst grundet for meget vestenvind, tilbød Team Stabicraft os at komme med i deres lækre fiskebåd, og fiske makreller fra Djursland, hvor der jo var fralandsvind modsat på vestkysten – Det kunne vi ikke sige nej til!
Vi fik hurtigt grejet med i båden, og de 2 x 250 hk. v8-motorer fik os hurtigt ud på havet, hvor Morten satte kursen mod en af de mange pladser, havn har derude. Undervejs passerede vi jagende marsvin, der indikerede at der var fisk i vandet. Morten fandt efter en god tur, en grund, hvor vanddybden hurtigt faldt fra få meter til over 10 meter, og på kanten af denne grund, skulle vi kunne fange makrel – sagde han.. Og han havde ret!!
Ekkoloddet viste ikke det store, men makrellerne var der! Vi søsatte 2 glideflåd sat til 4-6 meters dybde, med 6-8 cm. løjer, som agn, agnet på enkeltkroge str. 1-2. Huggene kom næsten øjeblikkeligt! Makrellerne spytter dog ligeså hurtigt, som de hugger, så vi skulle lige have strammet linerne op, så vi kunne give hurtigt tilslag og fighte med kampstærke makreller i 40 cm. klassen! De fighter vildt godt på det forholdsvist lette grej.
Efter en god stak makreller, der hurtigt blev aflivet og kom på is, sejlede vi lidt videre til en grund med lidt lavere vand. Her fiskede vi lidt med hele tobiser og makrelstrimler, for at se, om vi kunne lokke en pig eller slethvar – og det kunne vi! Morten har styr på sine pladser! Vi fangede både pig og slethvarrer og jeg fik, som bonus en lille grå knurhane, som er utrolig smuk brummer, når man holder den.
Desuden kom en del fjæsinger om bord – helt op til 40 cm, hvilket er en alvorlig sag med giftige ryg og gællepigge – men fjæsingen er også en fantastisk spisefisk, så jeg ville have dem med hjem. De er i øvrigt rigtig nemme at rense. Man skærer blot hovedet af lige bag gæller og rygpigge, og da indvoldene sidder meget langt fremme på kroppen, står man så tilbage med et lækkert stykke fisk, klar til grill eller pande. Fjæsingen kan med fordel steges/grilles med skindet på, da det bliver sprødt, som kyllingeskind. (Skrab skællene af først). Paner den let med rugmel og ikke andet (Ingen æg), og rist den i smør – det er gudelækkert! Skulle man i øvrigt blive stukket af fjæsingen, gør det meget ondt, men smerten – og giften kan neutraliseres ved at holde stikstedet i varmt vand. Giften ødelægges af varmen.
På bundforfangene med tobiser og makrelfilet, huggede makrellerne også af og til – og der var det sjovt nok altid store fisk. Alle på bunden var fisk over 40 cm. med største på imponerende 46 cm!
Vi fiskede masser af pladser af på dagen, og alle pladser gav fisk, så det var en fantastisk tur. Desuden var det lækkert, at vi kunne flytte os så hurtigt fra plads til plads, da båden ved en fornuftig marchfart gik oppe omkring 60-70 km/t!
Turen bliver til et snarligt program, i tv-serien Fangstgaranti. Følg med i de nye programmer på linket HER
Sensommeren er en pragtfuld tid til det forholdsvist nære kystfiskeri – Knæk og bræk derude!
Frank Sjøgreen