Pürsch i ørredsøen!

Pürsch i ørredsøen!

“Pludselig kommer en regnbueørred på størrelse med en russisk ubåd til syne i det klare vand. Microblinket kastes flere gange til fisken uden voldsomme reaktioner, men da det trækkes forbi fisken, og daler flaksende ned foran den under et spinstop, kommer hugget, som et slag fra en mukkert!”

83 cm. ørred fanget ved Pürsch med microblink.

Metoden:

Pürsch er en fiske metode, hvor man kun fiske efter fisk, man ser i vandet. Der bruges ofte polariserede solbriller, der fjerner vandets genskin og gør, at man kan se langt flere fisk i vandet. Man blindfisker altså ikke, men går rundt om søerne, til man spotter fiskene, og fisker så aktivt til dem, og kan se deres reaktioner på de agn, man fisker med. Fiskemetoden er enormt spændende, da man ser fiskene hugge, og samtidigt meget lærerigt, da man kan se, hvordan fisken reagerer på de agn, man fisker med, og dermed skifte til man finder det helt rigtige!

Agn/Grej:

Først: Nej! Man fanger ikke mere ved at bruge en fiskestang, hjul, agn eller line med et bestemt navn. Fisken er ligeglad…. Hvis den får præsenteret den rigtige agn godt, er det det eneste, det drejer sig om! Husk det, og tro på dig selv.

Udvalget af farver og former er stort…

Dernæst: Når man pürschfisker, foregår det, hvor man har spottet fisken, og dermed kan fisken også nemt få øje på dig – derfor kan man med fordel undgå tøj i neonfarver, for store armbevægelser, eller at fylde for meget i fiskens synsfelt.. jeg er selv knap 2 meter høj, og jeg går ofte ned i knæ, eller på hug, eller stiller mig ved træer og buske, når jeg har spottet fisk. Selvom fisken ikke skræmmes af en neonfarvet fisker, kan den blive mistænksom, og så mindskes dens bidelyst meget..

3 timers succes ved Tusågård P&T

Man kan med stor fordel, fiske med tynde liner og små agn, da især regnbueørreden ynder at spise mindre agn. Derfor har jeg ofte følgende med til mit pûrschfiskeri:

  • Let spinnestang på 6-8 fod med kastevægt ca. 2-10 gram, samt lille spinnehjul med max. 0.10 fireline fusion8, og til sidst ofte en svirvel, og sluttende med 1 meter 0,2-0,25 fluocarbon eller klar nylonline, hvorefter agnen kommer. Ofte bruger jeg en lille hægte i enden af forfanget, så jeg let kan skifte agn.
  • Microblink/gennemløbere i forskellige farver, former og vægte. Nogle dage vil de kun have grøn, andre dage pink, andre dage sort eller blank… Og nogle dage går de efter langsomme agn, andre dage hurtige.. Jeg skifter ofte de tynde enkeltkroge på microblinkene til små trekroge str. 16-10, da de store fisk i kombination med stærke fletliner, kan medføre udrettede kroge.
  • Små spinnere: Spinnere på 2-6 gram kan være meget giftige på dage, hvor fiskene skal provokeres for at hugge.
  • GULP honeyworm: En enkelt af disse på en enkeltkrog, monteret, så de roterer lidt ved indspinning, er meget giftigt! Desuden er de også meget effekrive til “dropfiskeri” hvor ormen kastes ud og lander med et plask ½-1 meter foran en fisk, der kommer trækkende. Fisken tager ofte agnen med det samme!
  • Powermaggots/powerbait blodorm: En mindre variant af ovenstående, der fiskes på samme måde, men på mindre kroge str. 12-16
  • Regnorm: En ofte overset og billig agn, der er meget velfangende. Fiskes gerne med enden fri, så den lokker fisken. Fiskes enten langsomt eller “on the drop” som ovenstående.
  • Powerbait eller andre baits: Fiskes enten med lille splithagl langsomt foran fiskene, eller efter lille kaste eller glasflåd.

Hvordan?

Pürsch skal man lige lære – som med alt andet fiskeri.. Man sniger sig frem og spotter fiskene – hvilket er langt nemmere med polariserede solbriller. Derefter fisker man efter dem, og kigger efter deres reaktioner. Først kaster man, så man fisker 1-2 meter fra dem, og derefter tættere og tættere, til fisken bliver provokeret og hugger – eller svømmer væk.. Hvis fisken svømmer væk eller skræmmes – kommer den næsten altid tilbage igen efter kort tid, og det er meget sjældent at jeg finder fisk, der ikke kan lokkes til hug… Nogle skal dog have mange kast, og måske skal der skiftes agn et par gange – men det gør jo bare glæden endnu større, når de så endelig bider på! Lige nu er vandene gode i temperaturen, men når sommeren rigtig kommer, kan fiskene blive meget sløve, og her går jeg ofte ned i endnu mindre agn, da de ofte kun tager meget små agn i dagtimerne. Tidlig morgen og sen aften, kan derimod være meget givende!

Polaoridbriller

Polariserede briller

Polaoridbriller er ikke, som almindelige solbriller – selvom de ligner det. Inde i linsen, er der nemlig en mængde vandrette lameller, som gør, at meget af det genskin, der kommer fra vandet, forsvinder. Brillerne kan med fordel også bruges, når man kører bil, og der vil man se, at det fjerner genskinnet fra andre bilers ruder, så man kan se dem, der sidder i bilerne.

De fås i mange prisklasser og med mange forskellige farver linser. Farven på linsen er ikke vigtig i forhold til polaoridfilteret, men dyrere briller har ofte lidt bedre filtre, end billigere, selvom du næppe vil mærke meget forskel. Lyse (gule og lysbrune) er ofte bedst til dage med skyer og aften/morgenfiskeri, hvor de blå, mærke og spejlreflekterende er gode i sol. Du kan dog sagtens klare dig med et par – og her er min personlige favorit, den blålige med spejleffekt.

Brillerne fås i prisklasser fra omkring 100.- og op til over 1000 kr.-, og hvad du vil give for dem, afhænger både af komfort, udseende og meget mere. De kan dog det samme. Ofte kan man købe billige polariserede briller på tankstationer og større supermarkeder, mens de specialiserede til lystfiskere, fås i grejforretninger. Det er vigtigt, at der står, at de er polariserede – almindelige solbriller har ikke det ovennævnte filter! Hvis man vil tjekke, om brillerne har polaoridfilter, ken man tage dem på, og holde en anden brille med polaoridfilter op foran. Når man drejer den anden brille op i lodret, vil glasset se mørkt ud, da de to filtre så spærrer for lyset i begge retninger.

Knæk og bræk med Pürschfiskeriet!