Ørredsøerne vågner!

Ørredsøerne vågner!

september 5, 2019 2 Af frank.fisker@hotmail.com

Endelig! Efteråret er så småt over os, og vandtemperaturerne nærmer sig ørredernes trivselstemperatur mere og mere.

Jeg følger meget nøje med i diverse fangster og tråde på de sociale medier, og det er helt tydeligt, at der er mange, der har meget svært ved at fange fisk i sommervarmt vejr og vand. Der er mange årsager til de manglende sommerfangster, der bl.a. skyldes at fiskene bliver dovne i det varme vand, samt at mange helst fisker efter dem midt på dagen i høj sol, frem for tidlig morgen og sen aften, hvor de ellers er meget mere aktive.. Desuden fiskes der ofte med for store fødeemner – og det gælder også på årstiden vi rammer nu, hvor regnbueørrederne ofte hellere vil have små fødeemner, frem for store.

Jeg har fisket i ørredsøer i mange år, og selv for erfarne, kan fiskenes bidelyst, og agnen de vil have, svinge fra dag til dag – og fra time til time, så der skal eksperimenteres, hvis man vil have succes. Desuden flytter fiskene en del på sig, og svømmer ofte flere af gangen, så det kan svare sig at flytte sig rundt til man finder fiskene.

Knap 60 cm. guldørred taget på GULP regnorm!

Herunder vil jeg fortælle om nogle af de metoder, der giver mig flest sensommer og efterårsfisk:

  1. Fiskeri med små, lette blink: Her fiskes med blink på 1-4 cm, der fås i ufatteligt mange variationer. Fælles er, at de er lavet i tynde plader, og dermed går de livligt, selv ved meget lav indspinningsfart. På dage, hvor fiskene viser sig nær overfladen, kan målrettede kast nær disse fisk, nære meget effektivt! Kast gerne flere gange til samme fisk, til den til sidst hidses op og overflader blinket. Især guldørreder kan ikke stå for de gentagne præsentationer af gerne farvede blink. Jeg har haft rigtig godt held med gule og grønne farver. Røde er rigtig gode senere, når ørrederne nærmer sig gydetiden. Går fiskene dybt, kan de små blink fiskes uhyrligt langsomt tæt ved bunden.
  2. Pûrschfiskeri med powermaggots, honeyworm eller små regnorme: Her opsøger man fiskene (Går langs søen med polariserede briller) og udser sig fisk, som man så fisker målrettet efter. Ofte vil man finde fisk ved ind og udløb, samt ved vandpiskere, under buske og ved tanger og i vige. Start med at kaste 1-2 meter foran fisken i den retning, som den er på vej hen. Fisken vil ofte svømme mod agnen, men ignorere den de første par gange – kast så blot igen, til den bider.. Hvis fisken skræmmes, så gå lidt i knæ og vent – den kommer næsten altid igen efter få minutter. Står fisken stille. kastes først 1 meter fra den, og derefter langsomt nærmere. Fisken vil ofte begynde at sitre lidt med finnerne, når dens flugt/angrebshormon stiger – så hold øje med det, så ser du ofte, hvornår angrebet kommer. Brug ikke flåd, bly eller andet. Kun tynd line og en lille enkeltkrog str. 12-10. Det er mega sjovt og effektivt. Dog kan et lille indikatorflåd være en fordel, hvis du blindfisker i et område med mange fisk og fisker lidt dybere.
  3. Bombarda og Powerbait: Her fiskes med flydende bombarda og 2-4 meters forfang i 0,20-0,25 klar nylonline eller fluocarbon. For enden er en enkeltkrog str. 8-6 eller en trekrog str. 14-16. Man kan montere en smule belastning 30-50 cm. foran krogen, så baiten synker meget langsomt. Man ruller først powerbaiten (Som eks. kan blandes af 2 farver) til en kugle mellem hænderne, og klemmer derefter ned i den ene side, så kuglen bliver trukket ud til en haletudselignende form med spids hale. Den tykke ende trykkes krogen i, og der kastes derefter ud og fiskes ganske langsomt. Baiten skal gerne rotere svagt i vandet, og lav gerne spin-stop undervejs. Husk, at give fisken lidt slæk line ved hug, så den kan få agnen ordentligt i munden. Du kan også prøve at erstatte baiten med en lille regnorm. Det kan være meget giftigt!

Tag ud og nyd det smukke efterår og den skarpe, klare efterårsluft!

Regnbueørred fanget på løstfisket regnorm på en af årets sidste sommerdage.

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen