Hornfisken kommer!

Hornfisken kommer!

Med det varme forårsvejr, er silden knapt kommet., før de første meldinger om hornfisk tikker ind!

En stak gode hornfisk fra Hvide sande 2018

Der er fanget en flot fisk fra kysten på Fyn og et par stykker fra småbåde på dybere vand. De er altså på vej, og om 14 dages tid, er invasionen her!

Hornfisken kommer for at gyde, og derefter æde sig tyk og fed bl.a. i Østersøen, før den søger tilbage mod mere sydlige himmelstrøg til efteråret. Hornfisken gyder på lavt vand mellem sten og tangplanter, og den kan træffes inde på foddybt vand i gydetiden, som ligger i maj. Hornfisken kan være svær at lokke til hug mens den gyder, men så snart den har været inde i tangen og gyde, æder den på livet løs igen. Solrige dage plejer at være bedst til hornfiskefangster, men når gydningen er på dets højeste, kan overskydede dage være bedre, da de ofte pauser gydningen lidt der, og dermed kommer i hugget igen.

Peter Fris fisker Hornfisk i Hvide Sande.

Hornfisken er ikke nogen kostforagter, og tager nærmest alt, hvad der ligner mad. Jeg har selv oplevet sild på 20-25 cm. blive angrebet af hornfisk under flådfiskeri efter havørreder..

Rensehallen i Hvide Sande. Der skal betales for fiskeriet, men så er rensehus og is til fiskene også med i prisen.

Hornfisken har en smal og lang mund, så små trekroge str. 16-10 eller enkeltkroge str. 8-4 er at foretrække. En af mine favoritter til agn, er strimler af hornfisk med skindet siddende på, fisket 1,5-2 meter efter et flydende kasteflåd. Desuden er et stykke GULP super til samme metode i stedet for hornfisk. Blink er også en mulighed, men der får man ofte mange fejlhug, og det kan være en stor del at fjerne den almindelige krog og skifte den ud med en 3-krog str. 10 bundet ca. 4 cm. efter blinket i et stykke nylonline. Alternativt kan man montere en silkekrog i stedet for almindelig krog. Silkekrogen er ikke en krog, men nogle løkker silkelignende snor, som hornfiskens bagudrettede tænder vikler sig ind i, så man kan fange hornfisken i det. Fisk gerne højt og hurtigt i vandet med små spin-stop. Det elsker hornfisken!

Der blev sluttet af med et stjerneskud hos Hvide Sande røgeri! MUMS!

Peter Fris og jeg, lavede sidste år i maj, en udsendelse fra Hvide Sande om det spændende fiskeri – se med HER

Hornfisken er elsket af mange og hadet af andre. Havørredfiskerne kan synes de er trælst, at hornfiskene tager deres agn, tiltænkt havørreden, men det er nu en dejlig fisk, hornfisken. Ja… Den har grønne ben – men de er ikke giftige! Kødet smager vandvittigt godt, og en friskstegt hornfisk med nye kartofler og persillesmør er bare en bid af himlen!

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen