Gedder på små gummidyr!

Gedder på små gummidyr!

HUG!

“… Jeg havde netop trukket det lille gummidyr tæt forbi nogle grødebuske, og var næsten helt inde ved land, hvor jeg lavede spin.stop, da proppen blev flået brutalt under overfladen! En følgende gedde, havde inhaleret det lille gummidyr, og jeg havde god tid til tilslaget, da gedderne ikke bare spytter de bløde gummiagn ud! En lækker fight fulgte, før jeg kunne lande dagens anden gedde på 20 minutters fiskeri med den nye metode…!” Se en af fiskene blive fanget på videoen, der åbner, når du klikker på billedet herunder.

Klik på billedet for at se fighten med gedden her. Gummidyret er et Powerbait gummidyr med duft – det er meget effektivt!

Metoden:

Metoden er egentlig ganske simpel, og består groft af 2 metoder. Et med, og et uden flåd. Metoden er fortræffelig til lavvandede søer op til 2-3 meters vanddybde. Ved meget grødefyldte vande, kan man med fordel, skjule krogen let i gummidyret, så det ikke fanger grøde – og når fisken så hugger og giver modstand, hugger man til, og krogen trækkes ud af gummidyret og kroger fisken. HUSK geddeforfang!

Gummidyr klar til kamp!

Uden flåd:

Du laver rigget ved at lave et geddeforfang af 0,5-1 meter tyk, klar nylonline eller fluocarbon på 0,8-1,0 mm. I den ene ende binder du en god svirvel, som bindes i hovedlinen, og i den anden ende af forfanget, binder jeg en god svirvel med hægte, så det er nemt at skifte gummidyrene ud. Alternativt kan man også binde krogen direkte i enden af forfanget. Jeg bruger superskarpe enkeltkroge til de små og mellemstore gummidyr. Gerne med modhager på skaftet (til naturlig agn). Krogstørrelsen afhænger af størrelsen på gummidyret. Gummidyret føres på krogen, og kan evt. føres op over krogøjet, hvis det skal sidde endnu bedre fast. Hvis der er meget grøde, kan man skjule krogen i gummidyret, så det ikke fanger grøden. det giver lidt flere fejlhug, men hvis du vænner dig til først at give tilslag, når du mærker modstand (Gedden har lukket munden om agnen), så får du næsten dem alle. Man kaster med 0,12-0,20 fletline ganske langt med selv mindre gummidyr, og jeg anbefaler at fiske dem ubelastet, og de fiskes lidt, som geddefluer, med lange træk, efterfulgt af spinstop på 1-4 sekunders længde på stram line. Gedden hugger ofte i spin-stoppet! Lad meget gerne gummidyret falde ned i huller mellem grødebuske og under træer!!

Endnu en gummidyrsgedde

Med flåd:

Rigget er det samme, som herover. Blot sætter man her, et kasteflåd på linen (flydende bombarda, eller halvt vandfyldt bobleflåd, der monteres med pind eller flådstop, så det er fast på linen). Flåddybden sættes til den dybde, man max. vil fiske i. Nu kan man kaste længere, og i spin-stoppene kan man lade agnen synke helt mod bunden, til den stoppes af flåddet. Fordelen ved at fiske med kasteflåd er, at man ser det mindste hug på flåddet. Ulempen er, at mange gedder kan finde på at hugge på flåddet i stedet…. Men det kan man jo også fange fisk på.. Jeg har før monteret flåddet på geddeforfanget også, og monteret en lille trekrog i flådenden… Men det er en helt anden historie..

Skøn gedde taget på Powerbait gummidyr!

Selvom man fisker med relativt små gummidyr, tager selv meget store gedder sig gerne af den lækre snack, så hold godt fat i grejet – det er sjovt!

Nogle gange får man lidt ridser under håndlanding.
Gedde taget på lille Mc perch gummidyr fisket efter bombarda.

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen