Artsjagt i havnen!

Artsjagt i havnen!

Stenbider, sild, tobis, torsk, sej, fjæsing, kutling, ålekvabbe, makrel, hundestejler, multer, fladfisk, havørred, ulk…. De danske havne har altid haft en nærmest magisk tiltrækningskraft på mig..

Stor stenbider fanget på regnorm!

Naturen er ganske vist ikke altid lige smuk i en havn, og der kan nogle gange være larm og dufte af alt fra diesel, over foderstoffer og til svovl.. MEN: Havne huser ofte mange flere fiskearter, end man normalt finder langs vores kyster, og også ofte flere fisk, da fiskene kan have svært ved at finde ud, når først de er svømmet ind i en havn. (Eller fordi de bliver der, grundet mange fødefisk).

Afhængigt af årstiden, kan man træffe utroligt mange fiskearter i havnen, men du skal tilpasse dit grej og dine metoder, hvis du vil prøve at fange så mange arter, som muligt..

Stimefisk, som makrel, tobis og sild, fanges lettest på makrel, silde eller tobisforfang. Jeg fisker oftest med sildeforfang, da også makrellerne tager dem. Hvis der er mange makrel, bør man dog skifte til makrelforfang, da sildeforfanget ikke holder til mange store makreller, der vil hver sin vej.. I øvrigt er torsk og småsej også vilde med samme forfangstyper! Forfanget kastes ud med et tungt blink, som kastevægt (Behold gerne trekrogen på blinket, da en større følgende fisk ofte vil tage blinket..). Efter udkast, nøkkes forfanget på stram linen ned gennem vandmasserne og trækkes derefter hjem gennem vandmasserne i større eller mindre nøk igen.

En god stak flade.

Bundfisk, som torsk, fladfisk, ulke m.fl. fanges eks. på bundfang. Ønsker man at fange mindre fiskearter, som eks. ålekvabbe og kutling, sættes mindre kroge på og mindre vægtbelastning. Det er faktisk rigtig sjovt at fiske med UL.grej i havnene.

Ultralet flådfiskeri langs molernes kanter med eks. små fiskestykker eller orm, kan give masser af sjove arter. Eks. fangede jeg engang en næsten meterlang tangnål, der bed på et stykke regnorm!

Et flåd lidt ude i havnens vand med et silde eller hornfiskestykke på, eller måske en lille levende sild eller tobis, fanger også mange forskellige arter, som havørred, sej og torsk. Husk altid at slå spolen fri. Jeg har set mange stænger trukket i vandet af fisk, hvor spolen var koblet til…

Lille stenbider på flåd og orm.

Lige nu, er der sild i mange havne, samt fladfisk, tobiserne er ved at komme, og den lidt sjældnere gæst, stenbideren kan man møde langs molekanter flere steder… Den pudsigt udseende fisk tager gerne småblink, gummidyr og naturlig agn, der fiskes LANGSOMT lige foran eller hen over øjnene på den. Fisken giver nærmenst ingen fight, men det er en utrolig flot fisk, og hunnerne indeholder lige nu, den eftertragtede stenbiderrogn, der smager fuldstændig fantastisk, rørt op med lidt salt og intet andet!

Knæk og bræk derude!

Frank Sjøgreen